Fra geometrisk automatisering mod automatiseret databehandling hos NCC
Det er ikke udelukkende nye teknologier, der er med til at innovere den danske byggebranche. Ofte er det måden, hvorpå vi formår at integrere eksisterende værktøjer og bruge disse i nye sammenhænge. Et eksempel herpå er det øgede fokus på at skabe sammenhæng mellem 3D modeller og tid og økonomi fra tidlig prissætning til det afleverede projekt.
Denne integration af teknologier har man i høj grad taget til sig hos entreprenørvirksomheden NCC og netop derfor var DiKon forbi hovedkontoret i Søborg til en snak om automatiseret databehandling på projekterne og hvad denne brug af teknologien åbner op for.
Geometrisk automatisering har fyldt meget i tilbudsprocessen hos mange af de store aktører i den danske byggebranche og med god grund. Den geometriske automatisering har banet vejen for en skarpere formgivningsproces, hvor bl.a. bygherren har fået hurtigere indblik i, hvordan forskellige løsninger kan påvirke byggeriets logistik, udseende og pris. Et eksempel på dette kunne være en automatiseret udregning af antal mulige parkeringspladser i et p-hus, med en hertil hørende pris for udførelsen. Denne brug af automatisering har således optimeret tilbudsprocessen og givet bygherre en større chance for at vælge det mest optimale design.
Næste skridt: På vej mod automatiseret databehandling
I NCC har man parallelt med udviklingen indenfor geometrisk automatisering haft et fokus på at automatisere brugen af data i 3D modellerne for at kunne skabe større sikkerhed for, at budget og tid hænger sammen med det faktiske design, som kunderne ønsker.
På nuværende tidspunkt integrerer man data og mængder fra 3D modellen sammen med de værktøjer, der kalkulerer pris og tidsplaner. Integrationen af data fra 3D modellen er første skridt på rejsen mod fuld automatisering af informationsflowet. Næste skridt mod fuld automatisering af data er i fuld gang hos NCC, hvor målet er, at data løbende og automatisk bliver sat op imod værktøjerne, der responderer med nye beregninger og udtræk, så de ansvarlige parter konstant er opdateret med de korrekte data henover alle værktøjer.
Fordelene er store og en standardiseret og automatiseret databehandling kan være med til at flytte ressourcer fra at opdatere og kvalitetssikre, til i stedet at kunne optimere yderligere på projektet.
(Kobling af 3D-modellen med tid og pris sker via en database, som eksempel herover.)
Casper Gullach, VDC Chef hos NCC Building udtaler:
“Når vi arbejder med standardiseret data i 3D modellerne er vi i stand til at integrere projektets 3D modeller med vores egne værktøjer til bl.a. priskalkulationer og tidsplanlægning. Det gør, at vi får et meget mere agilt og gennemsigtigt projekt, hvor konsekvenser for geometriske ændringer bliver oplyst lynhurtigt i tid og pris, hvilket er i modsætning til traditionelle arbejdsprocesser, hvor der kan gå flere uger”.
Den automatiserede og datadrevne beslutningsproces giver ifølge Casper Gullach sikkerhed for, at bygherren får tider og priser, der er én til én med det projekt, som arkitekten og ingeniøren sidder og arbejder med. Men hvad gør den datadrevne automatisering mulig og kan der opstå gnidninger i projekteringen, når automatiseringen af data er gennemgående for samarbejdet?
Casper Gullach uddyber:
“En datadrevet beslutningsproces er mulig, fordi vi i dag bruger branchestandarder for informationen på vores bygningsdele. Da vi er en del af DiKon samarbejdet bruger vi Dikon & BIM7AA’s bygningsdelsspecifikationer, som vi selv har været med til at udvikle, for at sikre, at vi har tilstrækkelig information fra start og har konsistent data gennem hele projektet. Vi er stadigvæk afhængige af, at der bliver oprettet 3D modeller tidligt i projektet, men vi ser nu en tendens til, at vores samarbejdspartnere og kunder også kan se fordelene i ikke kun at arbejde med 2D tegninger”.
3D modeller med struktureret data på Nordøst Amager Skole
På Nordøst Amager Skole har NCC haft 3D modeller med struktureret data med fra den tidlige tilbudsfase, hvilket ifølge Casper Gullach har været med til at skabe et bedre overblik og en fælles forståelse for projektet hos alle parter.
“Vi har arbejdet målrettet på, at dataen i 3D modellerne er konsistent og er overført til vores kalkulationsprogrammer via vores database, som sikrer integration mellem de forskellige værktøjer. Dette har gjort, at vi har kunnet sikre sammenhæng mellem det modellerede og de kalkulerede priser. Samtidig vil vi videre i projektet hurtigt kunne visualisere de konsekvenser, som de arkitektoniske ændringer kan have for økonomien. Vi har gjort os en masse erfaringer på projektet på godt og ondt, men der er ingen tvivl om, at vi kan se, at der er store fordele ved at have 3D modeller med fra tidlig tilbudsfase. 3D modellerne har ud over at skabe konsistens mellem mængder, priser og tid også været med til at fange nogle af de geometriske og logistiske udfordringer, som vi nogle gange misser, når vi kun har 2D materiale.”
(På Nordøst Amager skole arbejder NCC sammen med CCO arkitekter, Kjaer og Richter, Lyngkilde, 1:1 Landskab og EddCon.)
For yderligere information om DiKon – Digital Konvergens se vores hjemmeside på www.dikon.info eller besøg vores LinkedIn profil her.
DiKon’s udgivelser er tilgængelige for alle og kan frit downloades, så længe det nævnes, at disse er udviklet af DiKon – Digital Konvergens. Gå til udgivelser her.

Casper Gullach
VDC Chef, NCC Building DK
Hvem er DiKon – Digital Konvergens?
DiKon er en sammenslutning af syv af de største aktører i den danske byggebranche. DiKon’s vision er at styrke det digitale byggeri gennem udviklingen af IT-redskaber, der skaber værdi for alle aktørerne i den digitale byggeproces. Gennem en udbredelse af standardiserede IT-redskaber er DiKon med til at styrke samarbejdet og processerne i den digitale byggeproces og dermed skabe værdi for byggebranchen som helhed.
Sorry, the comment form is closed at this time.